Gundestrup Mejeri og Bryghus

Gundestrup Mejeri og Bryghus på Sydfyn er den første af sin slags. Et bryggeri, der brygger øl på valle fra osteproduktionen, der foregår ved siden af.

Gundestrup Mejeri og Bryghus blev købt i september 2007 af Ullerslev Mejeri. Øllet brygges på valle, som er et biprodukt fra osteproduktionen. Valle har et højt sukkerindhold i form af laktose, og bryghuset bruger en gærtype, som er i stand til at nedbryde laktosen og forvandle den til alkohol.

Gundestrup brygger bl.a. Veteran Pilsner, Ale, Stout og Doppel-Bock og fremstiller omkring 200.000 liter øl om året.

Se mere på http://www.mejeri-bryg.dk

 

Mejeristens IPA (9,6 %) 50 cl.

Mejeristens IPA er en stærk ale, både hvad angår alkoholstyrke og bitterhed (IBU 65). Brygget med engelske malte; Pale Ale-malt og Maris Otter-malt. For smag og fylde er der brugt tre forskellige caramelmalte. bitterheden er opbygget med de engelske humler Fuggle og East Kent Golding. Aromahumlen er East Kent Golding. Øllen er gæret med amerikansk US-56. Brygget efter de originale engelske traditioner tilbage fra 1790, hvor et højt indhold af humle og alkohol gjorde det muligt at eksportere øl til de Britiske kolonier i Indien.

Doppel Bock (7,0 %) 50 cl.

En undergæret øl. Inspirationen er hentet i Tyskland, hvor bock’en har været brygget i 400 år. Basismalten er en blanding af den traditionelle tyske Münchnermalt og den engelske Maris Otter-malt. Maltsmagen er fremtrædende med stor sødme fra Münchermalten. Som modvægt til den store maltsødme er der brugt Cascadehumle som bitterhumle. Den traditionelle og berømte Saazhumle er anvendt som aromahumle. Under kogningen er der tilsat en anelse koriander og stjerneanis.

  Ale (6,0 %) 50 cl.

En overgæret øl med forbillede i den traditionelle engelske old- eller strong ale, hvor malten bibringer øllet en fyldig og kompleks smag. En stor del af malten udgøres af den berømte Maris Otter-malt. Som bitterhumle er anvendt Fuggle og som aromahumle den amerikanske Cascade, hvilket giver et kompleks humlebillede fremhævet af Cascadens karakteriske krydrede og florale smag.

   

Mejeristens Stout (8,2 %) 50 cl.

Mejeristens Imperial Stout er en sort overgæret øl med et brunt tæt skum og en behagelig bitterhed, der kommer fra den ristede byg og chokolademalten samt fra humlerne Centennial, Fuggle, East Kent Golding og Cascade. Humlebitterheden er på ca. 60 IBU.

Maltene er bl.a. Pale Ale, Cara Münich, Cara Crystal, chokolade og en anelse ristet byg. Maltene efterlader en restsødme, der fint modsvarer bitterheden. For at fuldende smagsbilledet er stout’en lagret med ristede egespåner. Mejeristens Imperial Stout er god sammen med oksekød, fede oste, men er allerbedst sammen med fyldige desserter.

Veteran Pilsneren (6,0 %) 50 cl.

Veteran Pilsneren er lavet for at vise bryggeriets support til de danske krigsveteraner og den indsats, de yder. Veteran Pilsneren er en klassisk pilsner.

En ravfarvet, undergæret øl brygget på pilsner, Wiener og Münchner-malte. Fyldig smag af malt med en moderat bitterhed, der kommer fra humlerne Hallertauer og Saaz. Brygget med gær, der er kendt fra øltypen Oktoberfest-Bier.

Gundestrup Mejeri og Bryhus giver 1,50 kr. pr. øl, der bliver solgt af Veteran Pilsneren til www.veteranstøtten.dk samt 0,75 kr. pr. Veteran Pilsner til www.familienetværket.dk.

  Mejeristens Æble-Hvede (5,8 %) 50 cl

Æble-Hvede-øl er en amerikansk insprireret hvedeøl med fynsk æblemost. Den er lys, frisk og perlende. Skal nydes afkølet. Der er brugt en gær, som giver et let krydret indtryk. Basismaltene er sammensat af pilsnermalt og palemalt. Hvedesalten udgør ca. 25 %, og endelig er der brugt carameliseret malt. Æblemosten udgør knap 20 % af det forgærbare materiale er og udelukkende fremstillet af Elstar. Mosten kommer fra Gårdmosteriet i Hesselager. Humlerne er valgt, så den amerikanske vinkel bibeholdes, idet der er valgt de fremragende og aromatiske humler Centennial og Cascade, der begge er dyrket i USA.

  Valle’s Bock (7,6 %) 50 cl.

Denne specielle vallebock er en undergæret øl med valle. Valle er et biprodukt fra fremstilling af Svendborg-osten, som i øvrigt kan anbefales sammen med denne øl.

Ud over vallen, brygges denne øl på traditionel vis efter brygmetoder, der stammer fra Tyskland, hvor Bock’en har været brygget i ca. 400 år. Valles Bock er en dobbelbock med ekstra alkohol og aroma.

Basismalten er en blanding af den traditionelle tyske Münchermalt og den engelske Maris Otter-malt. Maltsmagen er fremtrædende med en stor sødme fra Münchermalten. Som modvægt til den store maltsødme, er der brugt Caskacehumle som bitterhumle. Den traditionelle og berømte Saazhumle er anvendt som aromahumle. Under kogningen er der tilsat en anelse koriander og stjerneanis.

  Mejeristens Chili (7,0 %) 50 cl.

En overgæret engelsk ale. Malten bibringer øllet en fyldig og kompleks smag. En stor del af malten udgøres af Maris Otter-malt. som bitterhumle er anvendt Fuggle, og som aromahumle den amerikanske Cascade, hvilket giver et kompleks humlebillede fremhævet af Cascadens karakteristiske krydrede og florale smag.

Mejeristens Chili har et flot ravfarvet skær.

 

Mejeristens Påske (9,2 %) 50 cl.

Mejeristens Påske er en kobberfarvet ale med behersket humlebitterhed. Maltsødmen er fremtrædende med toner af moden tørret frugt, en stærk øl med rigtig megen smag, der bør nydes med en temperatur på 10-14 grader.

Mejeristens Påske er brygget af den engelske Pale Ale-malt, Maris Otter, Müchener-malt og lidt karamelmalt. Humlerne er engelske Fuggle og amerikansk Cascade.

Den er lageret på tank i seks måneder og opnår på den måde smagsnuancer af sherry og portvin.

  Mejeristens Jul (7,8 %) 50 cl.

Mejeristens Jul er en kobberfarvet og vellageret mørk, stærk belgisk ale brygget i juli måned. Brygget af fem forskellige bygmalte, samt hvedemalt, majsflager, havre og mørk farin. under urtkogningen er tilsat koriander, stjerneanis, nelliker og økologiske appelsiner.

Som bitterhumle er brugt Fuggle og Cascade til at give en moderat bitterhed, og som aromahumle er der brugt Halletauer Mittelfruh og Saaz. Endelig er der anvendt en belgisk klostergær for at fuldende smagsbilledet.

 

Depot Sydfyn - Skerningegårdsvej 12, 5762 Vester Skerninge - Tlf: 21447238 - Email: depotsydfyn@sydfynsmail.dk - Copyright © Depot Sydfyn | Udviklet af Webnom.dk